Jeg har ikke en dyt forstand på boldsport, men jeg holder med Danmark, når der landskamp i fodbold. Min søn og jeg henter foldboldtrøjerne frem, hepper og glæder os, så længe det går godt, og lider med, når det er slut. Desværre har vores engagement ikke haft succes i år, så efter forrunderne har vi været nødt til at finde et nyt hold at heppe på. Og selv om flageriet, de truttende bilister og skrålende naboer virker en smule afskrækkende, er vi igen endt med at krydse fingre for det tyske landshold.

Spillerne kan jo ikke gøre for, at deres fans er larmende. Og ved nærmere eftersyn viser det sig faktisk, at holdet er meget sympatisk. Særlig tiltalende er den kendsgerning, at det tyske hold afspejler, i hvor høj grad Tyskland er blevet et indvandrerland. Om det er Ghana, Tunesien, Tyrkiet eller Polen - det er ikke uden grund, at en journalist for to år siden kårede holdet til »Die deutsche Internationalmanschaft«. Og når et så blandet hold tager fans i hele Tyskland med storm, er der håb for, at det gavner ambiguitetstolerancen i landet.

Stadig racisme

Men selv om de fleste af mine søns skolekammerater er vilde med det tyske landshold, står det endnu ikke så godt til med deres tolerance overfor fremmede kulturer. Da de forleden så min søn sammen med sin bedste ven i en lille videofilm, haglede det med racistiske skældsord af den værste slags.

»Was ist das denn für ein Scheißtürke, mit dem du da zusammen bist?« Landsholdsspilleren Özil er velset på foldboldbanen, men ikke i hverdagen. Eftersom min søns ven har en far, der kommer fra Tansania, viser deres udsagn samtidig, at de nok ikke er baseret på egne erfaringer med tyrkere.

Episoden kan sikkert opleves på lignende vis på de tyske naboskoler. At disse udsagn også falder på en mindretalsskole, viser bare, at mindretallets elever ikke adskiller sig på det punkt. Det ville være glædeligt, hvis vores skoler stod frem som oaser kendt for deres særlige respekt for mangfoldigheden. Men i stedet findes der i Flensborg en fordom om de danske skoler, som min mand for få dage igen hørte ved idræt: »Ach, dein Sohn geht in die dänische Schule? Ja, die sind super, da gibt es keine Kanacken«.

Dansk kulturfællesskab

Heldigvis er de befolkningsgrupper, vedkommende mener, ikke ekskluderet af vores organisationer. Også på min søns skole findes der f.eks. elever med tyrkisk baggrund. Der kan være mange grunde til, at en familie med rødder i Tyrkiet føler sig tiltrukket af dansk kultur. Den har i mine øjne i hvert fald lige så megen ret til at blive del af den danske bevægelse syd for grænsen som tilflyttere fra Bayern eller Island. Vores samhørighed baserer lykkeligvis ikke på etniske koncepter, men på sindelagsvalg. Og jeg er glad for enhver, der viser interesse i at blive en del af det danske kulturfællesskab.

Vores danske engagement har ikke kun en personlig værdi for os selv, mindretallets nytte for regionen er stor. For mig består vores fornemste opgave dog i at bidrage i en langt større kontekst.

Ligesom de to kulturer gavner vores eget liv, og bevarelsen af det danske i landsdelen gør regionen rigere, gælder det for andre kulturer, at de beriger tilværelsen både for den enkelte og det omgivende samfund. Og vi kan bruge vores egne positive erfaringer til at bane vejen for andre.

Jeg håber, at vi bliver bedre til at tænke i større baner i stedet for at reducere vores engagement til at sætte fokus på vores egne rettigheder. Ethvert menneske bør have ret til at vælge sit eget kulturelle ståsted, leve sine traditioner og mulighed for at tale sit hjertesprog. Og vi kan af egen erfaring berette om, at mødet med det anderledes, nye og fremmede ikke er en trussel, men giver os mulighed for at reflektere over eget ståsted og videreudvikle os selv.

Mangfoldigt årsmødeoptog

Det er fantastisk, at vi kan samle mange tusind mennesker til at kæmpe for ligestillingen af de danske skoler. Men jeg håber, at vi også er villig til at investere kræfter i større sammenhænge. Jeg drømmer om en dag, når nationalflagene og marchmusikken i årsmødeop­toget bliver udskiftet med regnbueflag og dansemusik fra alle verdens lande, og så vi inviterer mennesker fra alle kulturer i Sydslesvig til en årlig festdag for ligeværd, menneskerettigheder og mangfoldighed.

Katrine Hoop er samfundsdebattør

og tilhører det danske mindretal

i Sydslesvig