Det undrer mig ikke, at tavsheden har hersket efter min undsigelse af »danskhedens forvandling i Sydslesvig« (Flensborg Avis 15 juni).

Jeg har ret i min kritik af den fatale handling, som SSW har begået ved at indgå i en regering i Kiel, for denne handling betegner et brud med hele det hidtidige grundlag for nationalitetskampen i Sønderjylland, nu Sydslesvig.

Danskheden har altid organiseret sig politisk for at kunne beskytte sig selv. Det gjorde man som nævnt umiddelbart efter 1864, og Jens Jessen og H.P. Hanssen er fornemme skikkelser i dette nationale selvforsvar, som for deres vedkommende foregik i den tyske rigsdag i Berlin. Ikke fordi de skulle i regering. Ikke fordi de skulle påvirke tysk politik. Men fordi de skulle tjene danskhedens sag og værne de danske sønderjyder.

Et nationalt arbejde. Men ikke politik i den forstand, at man havde politiske ideer, som skulle fremmes i Berlin. Den danske Vælgerforening var aldrig et politisk parti. Det var som sagt et nationalt arbejde, udført af en politisk organisation. Derfor betegner SSWs regeringsdeltagelse et historisk brud på en hundredårig praksis i Nord- og Sydslesvig, og derfor finder jeg det fatalt. Det forvandler som sagt et nationalt mindretal til et politisk parti.

Danskhed er et spørgsmål om hjerte, sind og sprog. SSWs regeringsdeltagelse gør det til et spørgsmål om ideologi og regionale interesser.

Derfor er min indsigelse ikke til at komme uden om, og derfor undrer det mig ikke, at den er blevet mødt af tavshed. Her taler vi om selve grundlaget for eller indholdet af danskheden i Sydslesvig. Men det undrer mig heller ikke, at det er Karl Otto Meyer, som søger at forsvare SSW.

Han og jeg har haft mange samtaler om danskhed og Sydslesvig, og jeg har respekt for den gamle kæmpe. Han er ikke kommet let til noget. Netop derfor kan jeg ikke forstå, at han her vil forsvare SSWs brud på danskhedens hidtidige holdning, for han ved jo godt, at SSW er ikke »et politisk parti med ganske klare og bestemte politisk synspunkter«, som han skriver i sit svar til mig.

SSW er netop ikke et politisk parti, for danskhed er ikke en politisk partisag. I politik slås man om synspunkter og ideer. Danskheden i Sydslesvig slås for sin identitet, sin eksistens. For at værne dette oprettede man Vælgerforeningen, siden SSW, og derfor kan SSW ikke gøre sig til et politisk parti uden at svigte selve danskhedens mening og indhold

Kære Karl Otto Meyer, jeg har respekt for din holdning og hensigt, men jeg er sikker på, at du ved nærmere eftertanke ikke kan opretholde dette forsvar for det ganske uacceptable brud på den hidtil givne forudsætning for den danske vælgerforenings poli­tis­ke indsats i Sønderjylland og Sydslesvig. Det er al ære værd, at du tager til orde. Det kommer ikke bag på mig, at du er den eneste, der har gjort det.

Men min kritik bliver stående, for den er ikke til at komme udenom.