Efter ombudsmandskritik besluttede Justitsministeriet mandag at udlevere hemmeligstemplet notat til Henrik Sass Larsen.
man, 25. jun 2012, 18:53
KØBENHAVN. En rocker agerede decideret "bodyguard" for Henrik Sass Larsen (S) ved en episode på Hugos Vinkælder i Køge den 20. maj 2011.
Det fremgår af et PET-notat, som mandag blev offentliggjort af Henrik Sass Larsen (S). Den tidligere politiske ordfører og nuværende gruppeformand for Socialdemokraterne, offentliggjorde notatet kort tid efter at han fik det udleveret fra Justitsministeriet.
Det er justitsminister Morten Bødskov (S), der har besluttet at udlevere det omdiskuterede PET-notat til Henrik Sass Larsen. Samtidig slipper Sass for den tavshedspligt, som han oprindeligt blev pålagt.
Ombudsmanden har rejst kritik af, at Henrik Sass Larsen på et møde i Statsministeriet blev forelagt oplysninger om sig selv fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), men derefter blev pålagt tavshedspligt.
- Beslutningen skal ses i lyset af Ombudsmandens udtalelse, hvori der er rejst tvivl om gyldigheden af det tavshedspålæg, der blev givet til Henrik Sass Larsen på mødet, forklarer justitsminister Morten Bødskov.
Det vækker glæde hos tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, at Henrik Sass Larsen nu får lov til at udtale sig om den sikkerhedsvurdering, der efter alt at dømme kostede ham en ministerpost i Helle Thorning-Schmidts regering.
Men selvom den pensionerede PET-chef er glad for, at alt nu kommer for en dag, er indignationen i hans stemme tydelig. For ifølge Bonnichsen har Sass' retssikkerhed lidt skade i et "uskønt forløb", hvor ledende embedsmænd har fejlfortolket, hvad en sikkerhedsvurdering fra PET skal bruges til.
Henrik Sass Larsen blev mod forventning ikke minister, da statsminister Helle Thorning-Schmidt dannede regering.
Han var ellers storfavorit til posten som finansminister. Problemerne med sikkerhedsvurderingen skyldes, at Sass sammen med vennen og partifællen Tommy Kamp har mødt rockeren Torben Ohlsen Jensen - bedre kendt som Suzuki-Torben - på en café i Køge i maj 2011.
Efter offentliggørelsen af notatet mandag sagde Sass Larsen til TV-Avisen, at han ikke ønsker at blive minister nu. - Nu er jeg gruppeformand, og det vil jeg gerne have så meget succes med som muligt, sagde han.