Det europæiske fodboldforbund Uefa ser med alvor på Jack Wilsheres snak om at smide penge på Arsenal-kamp.
tir, 10. jul 2012, 12:00
LONDON. Arsenals unge midtbanestjerne Jack Wilshere har fået en advarsel fra det europæiske fodboldforbund (Uefa).
Uefas advarsel kommer efter skriverier, der antyder, at spilleren har sat penge på sine egne holdkammerater i Champions League.
I forbindelse med mødet mellem Arsenal og græske Olympiakos i december sidste år sad den 20-årige englænder ude med en skade, men det afholdt ham ikke fra at involvere sig i kampen via sin Twitter-profil.
Sjov kommentar på Twitter
Her skrev Wilshere, at hans holdkammerat Emmanuel Frimpong var »værd at smide 10 pund på« som første målscorer.
Og efter at et nærgående forsøg fra Frimpong fik sidenettet i grækernes mål til at blafre ved stillingen 0-0, fulgte han op på sin kommentar:
- Frimmy sikrede mig næsten nogle penge der!, skrev han.
Uefa har stramme retningslinjer, hvad angår fodboldspilleres gambling-vaner, og derfor er de heller ikke villige til at overse den unge midtbanespillers kommentarer, som han siden har insisteret på blot var en joke.
- Jeg spillede ikke i virkeligheden på kampen. Det ved jeg, vi ikke må! Jeg lavede sjov - bare for at gøre det klart, understregede han på Twitter.
Syv måneders efterforskning
Ikke desto mindre har Uefa altså gennemført en syv måneder lang efterforskning af sagen og fortalt Arsenal-spilleren, at han har betrådt ulovlig jord.
- Spilleren er blevet advaret mod at bryde integriteten i forbindelse med kampe og turneringer, siger en talsmand for Uefa.
- Den disciplinære straf var en advarsel, lyder det.